Runcast #15 – Om at finde motivationen

Du kender ham måske som 9000running på de sociale medier.  Eller også har du genkendt hans karakteristiske vildmandsfuldskæg, ved startlinien til Copenhagen Marathon eller et helt andet løb i Danmark.

Thomas – hedder han. Thomas Olesen.

”Jeg er bare en 40-årig inklusionspædagog”, siger han selv. Men han er mere end det. Over 5.000 personer følger hans Instagram opdateringer om hverdagen, der kredser sig om løb.

Sejre og nederlag. Glæder og frustrationer.

Læs mere "Runcast #15 – Om at finde motivationen"

Runcast #12 – Den lange tur (Johnnys første maraton eps. 4)

Den lange tur… Kongeetapen… Nøglepasset… Kært barn har mange navne, men alle der træner op til et maraton har det dér ene træningspas man ser frem til med lige dele frygt, forventning og glæde.

Vi snakker selvfølgelig om det længste træningspas. Den tur, hvor de mange måneders træning kulminerer i en tur omkring de 30 kilometer – en tur, der gerne skulle give et fingerpeg om forarbejdet det foregående halve til hele år har båret frugt.

Det gælder selvfølgelig også for Johnny Bech Jensen. Den kommende maratondebutant som Runcast har fulgt siden i sommers.

Forrige uge var det Johnnys tur til at skulle ud på den lægste træningstur nogensinde – en 30 kilometer på vejene omkring Århus.

Læs mere "Runcast #12 – Den lange tur (Johnnys første maraton eps. 4)"

Runcast #11 – Du behøver ikke at få løbeskader

Møder du en løber går der sjældent ret lang tid, før snakken falder på en smerte her eller en irritation der.

Ja, man skulle næsten tro, at det med smerter og skader er en uundgåelig del af løbesporten – et onde, du bare må lære at acceptere.

Men du tager fejl. Sådan behøves det slet ikke at være. Og sjældent har det faktisk noget med for mange kilometer i benene eller for høj intensitet at gøre, som vi løbere ellers ofte får tudet i ørerne.

I Valby ligger en fysioterapi klinik der hedder – nåh, ja – Klinik. Deres mantra er at finde og fjerne årsagen til skaden fremfor at behandle symptomerne.

Måske er det derfor mange danske topløbere og triatleter slår et smut forbi Klinik, når kroppen brokker sig.

I denne episode af Runcast får du nogle ganske få simple øvelser, der dels kan hjælpe dig med at identificere de udfordringer du har med din krop og dels kan hjælpe dig med at forebygge dem.

“Det behøver nemlig ikke at være så fandens kompliceret,” som medejer af Klinik Eivind Møller siger.

Vi tog en snak med ham.

Læs mere "Runcast #11 – Du behøver ikke at få løbeskader"

Runcast #10 – Nu er det alvor (Johnnys første maraton eps. 3)

I foråret søgte Runcast efter en løber, vi kunne følge. En løber, der havde en drøm om at løbe et maraton.

Johnny, der havde et par halvmaraton under bæltet, meldte sig, og vi hørte første gang om hans historie med løb og et kæmpemæssigt vægttab i Runcast nummer nummer 6.

I efteråret fulgte vi op i Runcast nummer 8 og fik en snak med Johnny om for første gang at skulle træne sig gennem vinteren.

Det er tid til igen at vende snuden mod 8000 C, og tjekke ind hos vores maraton debutant, Johnny Bech Jensen.

Han er kommet rigtigt godt ind i det nye år med en helt fornuftig grundform. Men det er nu han skal i gang med den egentlige træning frem mod hans første maraton i Hamburg til april.

Læs mere "Runcast #10 – Nu er det alvor (Johnnys første maraton eps. 3)"

Runcast #07 – Hvordan skal jeg træne?

Det kan være lidt af en jungle at sætte sig ind i, hvordan du skal træne til en specifik distance.

Skal du træne langsomt for at løbe hurtigt? Skal du løbe mange intervaller? Skal du løbe efter tid eller pulszoner?

Kort sagt – det er tid til at nørde puls, tempo og do’s n’ dont’s!

I foråret tegnede Runcast et portræt af eliteløberen Henrik Them. Vi har igen sat os ned sammen med den hurtige herre for denne gang at høre om Henriks erfaringer med træning, og hvordan en eliteløber griber den an.

Læs mere "Runcast #07 – Hvordan skal jeg træne?"

Runcast #06 – Den tykke dreng kan løbe (Johnnys første maraton, eps. 1)

– Jeg vil gerne inspirere andre og vise, at man godt kan træne sig op til at løbe, selvom man er en tyk dreng, skrev 42-årige Johnny Bech Jensen til Runcast, da vi i sommers søgte en person, vi kan følge mod sit første maraton.

I denne episode af Runcast hører vi mere om Johnny. Hvordan han startede med at løbe, og hvordan han barberede 40 kilo af sin vægt og næsten en hel time af sin bedste halvmaraton tid.

Johnnys historie er på alle måder beundringsværdig, og det bliver spændende at følge ham hele vejen til målstregen i Johnnys første maraton.

Læs mere "Runcast #06 – Den tykke dreng kan løbe (Johnnys første maraton, eps. 1)"

Runcast #05 – World Marathon Majors

Boston, London, Berlin, Chicago, New York og Tokyo.

Udover at være metropoler og yndede rejsemål for turister, er de alle også værter for nogle af de allerstørste og mest prestigefyldte maratonløb.

Og netop disse 6 maratonløb udgør til sammen World Marathon Majors.

Listen over danskere, der har gennemført alle 6 majors tæller mindre end 45 løbere, så der er noget at være stolt af for dem, der har modtaget den store medalje.

Runcast har fanget én af dem for at give os et indblik i, hvordan netop han fik familie, arbejde og træning til at gå op i en højere enhed og i løbet af en kort årrække gennemførte alle 6 World Marathon Majors.

Denne gang handler Runcast om de 6 maraton majors som 34-årige Morten Tanggaard Nielsen gennemførte i perioden 2008 til 2016.

Læs mere "Runcast #05 – World Marathon Majors"

Runcast #03 – Portræt af Henrik Them

Henrik Them har løbet den anden hurtigste danske tid i dette årtusinde på maratondistancen. Hør i denne episode af Runcast om, hvorfor han ikke står på startlinien til OL til august.

Hør om hvordan det hele startede, om debuten på halv- og helmaraton. Hvad der motiverer en eliteløber, og hvilke tanker han gør sig om fremtiden.

Runcast tegner et portræt af en af Danmarks absolut bedste maratonløbere.

Læs mere "Runcast #03 – Portræt af Henrik Them"

Runcast #02 – ABC til forplejning for løberen

Det er let at miste overblikket, når du søger efter information omkring forplejning som løber. Ikke desto mindre er det en central del af træningen og selve konkurrencen, hvis turen er udover en hvis distance eller periode.

Hylderne hos sportsbutikkerne bugner af farvestrålende geler, barer, pulver- og proteindrikke. Så hvad skal du vælge? Er det så kompliceret? Eller skal der bare nogle få gode råd til at få dig sikkert igennem dine lange træninger og løb?

Få fiduser af Løberens Anne Nielsen, der udover at være eks elite kajakroer til daglig studerer ernæring og sundhed.

Alt sammen i denne Runcast #02 – ABC til forplejning for løberen

Læs mere "Runcast #02 – ABC til forplejning for løberen"