2017 – Uge #20

Skal da lige love for, at det blev tid til en tur i det luftigste løbeoutfit i skuffen – varmen er over os.

Selvom det er et stykke tid siden, bliver vi nødt til lige at runde Nikes Sub 2-hour projekt, hvor der på Monza-racerbanen skulle gøres et seriøst forsøg på at løbe et maraton på under 2 timer.

Og det var såååååå tæt på… Kenyanske Eliud Kipchoge var til sidst eneste af de tre  topløbere, der var i nærheden af den Tesla, der med en grøn lasermærkning på asfalten markerede tiden 1.59.59, men han kunne ikke holde ved og krydsede de 42,195 kilometer i tiden 2.00.25.

I parentes skal det bemærkes, at denne tid ikke er en officiel verdensrekord, da det var under omstændigheder med udskiftelige pacere og andre støtteforanstaltninger, der altså ikke tæller i det store regnskab.

Det var en fascinerende oplevelse at følge livestream og de taktikker løberne og Nike havde lagt for dagen, og hvis du ikke fangede forsøget – det var trods alt megatidligt lørdag morgen – kan du gøre se hele det hele her.

Som en lille service får du her oversigten over de 10 hurtigste maratonløbere med helt blåstemplede officielle tider.

Løber Tid Maraton
Dennis Kimetto (Kenya) 2:02:57 Berlin, 2014
Kenenisa Bekele (Ethiopia) 2:03:03 Berlin, 2016
Eliud Kipchoge (Kenya) 2:03:05 London, 2016
Emmanuel Mutai (Kenya) 2:03:13 Berlin, 2014
Wilson Kipsang (Kenya) 2:03:13 Berlin, 2016
Patrick Makau (Kenya) 2:03:38 Berlin, 2011
Stanley Biwott (Kenya) 2:03:51 London, 2016
Haile Gebrselassie (Ethiopia) 2:03:59 Berlin, 2008
Tamirat Tola (Ethiopia) 2:04:11 Dubai, 2017
Geoffrey Mutai (Kenya) 2:04:15 Berlin, 2012

Anna Møller starter sæson med personlig rekord

Det tegner til at blive en vildt god sæson for den 19-årige Blovstrød-løber Anna Møller.

I første 1500 meter løb i år kappede hun 5 sekunder af sin personlige rekord og kom ind i tiden 4.16,16, da hun fik 3. ladsen i British Milers Grand Prix.

Med tiden kvalificerede Anna sig til sikkert til juli måneds EM-U23, selvom det endnu ikke er sikkert, hvilken distance hun deltager i.

Bliver Abdi Ulad nordisk mester i 10.000 meter

Og Anna Møller er ikke den eneste danske løber, der allerede kort inde i sæsonen er i storform. Det viser en test taget hos Team Danmark, og de fleste forventer, at Abdi kan generobre den nordiske titel på den klassiske distance – en titel som svenske David Nilsson snuppede fra ham sidste år.

De nordiske mesterskaber bliver afholdt lørdag på Hvidovre Stadion, og også Simone Glad hos kvinderne og Jesper Fauerschou, Jesper Trebbien og Jacob Simonsen regnes blandt favoritterne.

Copenhagen Marathon flyover

Og så skal der også være plads til lidt ananas i egen juice og lidt reklame for Runcast videoen på Facebook af den nye rute til Copenhagen Marathon 2017.

En Google Earth flyover med markering af den flotte rute gik viralt i den forløbne uge og er i skrivende stund set over 31.000 gange, delt på Copenhagen Marathons officielle side og er delt mere end 180 gange.

Vildt!

Og tak for de mange rosende kommentarer.

Har du endnu ikke set videoen af ruten i Google Earths 3D univers, skal du ikke snydes. Du kan se den her!

Maraton fra supportersiden

Og så en lille anbefaling af et blogindlæg.

Indlægget var at finde på bloggen 9000running, der er skrevet af Aalborgløberen Thomas Underbjerg Olesen, men lige præcis dette indlæg var ikke skrevet af Thomas, men af hans kæreste Lea Pilgaard.

Det handler om Leas oplevelse af at være supporter på Thomas nyligt gennemførte maraton i Hamburg, og er et rigtigt godt indblik i, hvordan alle os løberes supporter – venner og familie – oplever det på den anden side af afspærringen til de store løb.

High five til alle dem – og så skal det da lige nævnes, at Lea selv står på startlinien på søndag, når skuddet går til Copenhagen Marathon!

Du finder Leas indlæg her! Og så kan det iøvrigt anbefales at læse de mange andre indlæg, Thomas har skrevet. Det er godt.

 

…denne udgave af ugeposten skal da lige sluttes af med et pøj-pøj til alle jer, der skal løbe Copenhagen Marathon søndag.

Go’ løbetur!