2017 – Uge #18

Endnu en uge er løbet, og det er tid til ugeposten.

Og så er det imorgen – lørdag – du efter planen skal stå rigtigt tidligt op, hvis du skal fange den meget hypede løbebegivenhed – nemlig Nikes forsøg på med de tre eliteløbere at slå 2 timersgrænsen for et maraton.

Rekordforsøg

Klokken 05:30 streamer Nike live på deres Facebookside med blandt andre Paula Radcliffe som medkommentator, så der er lagt i kakkelovnen til et brag af et eksperiment på Monza racerbanen i Italien.

Her er det direkte link til livestreamen.

Vi har tidligere skrevet om eksperimentet gentagne gange her i ugeposten, men der er rig mulighed for at nørde videre hos Runner’s World, der har skrevet en lang baggrundsartikel om forsøget. Den finder du her!

Og der er mange delte meninger, om det kan lade sig gøre eller ej. Samme medie – Runner’s World – har begået en artikel, der advokerer for, at det ikke kan lade sig gøre. Teorien er kort fortalt, at løberne bliver nødt til at lægge ud med så høj en hastighed, at de bliver ramt senere og kommer til at løbe positive splits på anden halvdel af de 42,195 kilometer og derfor kommer over en sluttid på 2 timer. Det er en ret interessant artikel, som du finder her.

Men der sker selvfølgelig andet i løbeverdenen.

Kort og langt Danmarkmesterskab

Herhjemme i Danmark har der været afholdt to Danmarksmesterskaber i hver sin ende af skalaen – i hvert fald, hvis vi ser på distancen.

Orienteringsløberen Maja Alm genvandt sit DM i orienteringsløb på sprintdistancen, og det var dermed sjette gang, at hun blev dansk mester.

På mandesiden var det Andreas Boesen, der tog titlen – og her var det også en gentagelse af sidste års resultat.

Men der blev også afholdt DM i lang trail i sidste weekend, og de 60 kilometer blev vundet i imponerende 4.26.03 af Peter Bech, Silkeborg Orienteringsklub hos herrerne og 5.16.20 af Kristina Schou Madsen.

Kristina er en ven af Runcast, og vi har snakket om en kommende podcast med ultraløberen, der har gjort løbesporten til sin levevej.

Du kan læse om Kristinas oplevelser med Danmarksmesterskaberne i lang trail på hendes hjemmeside her.

Stortalent flytter til USA

Stortalentet Benjamin Lobo Vedel, der fik en flot 4. plads på 400 meter i det nyligt afholdte indendørs EM i atletik, har svoret et fuldt scholarship på University of Florida.

Sådan får den 19-årige sprinter nu de bedst tænkelige muligheder for at udvikle sig til den verdensstjerne, som mange spår ham, så måske får Danmark en 400 meter sprinter der kan bide skeer med de største i verden.

Dansk Atletik Forbund har skrevet en længere artikel om, hvordan aftalen kom i stand. Den kan du læse her.

Det bliver super spændende at følge Benjamin på hans rejse.

Vi slutter af, hvor vi startede. Nemlig med denne lille videosnas om Nikes rekordforsøg.

Håber du får den mest fantastiske uge med løb og forår…