2017 – Uge #17

De fleste af os er ved at være godt og grundigt trætte af det blæsende og kolde vejr. Mon det nogensinde bliver tid til korte rør og singlet?

Men mens vi venter på solstrejf og sved på panden, kan vi passende tage en rundtur i løbeverdenen.

Her får du ugeposten fra Runcast.

Løb fra spidsen og sejrede

Og vi starter, hvor vi slap i sidste uge med lige at runde et af de absolut mest prestigefyldte maratonløb i verden, nemlig London Marathon. Et løb der udmærkede sig ved på kvindesiden at blive vundet af Mary Keitany, der ikke bare vandt i fornem stil, men også slog verdensrekorden (Paula Radcliffes 2003 rekord tæller ikke officielt med i statistikkerne, da hun løb i et felt med mandlige deltagere).

Mest bemærkelsesværdigt var det, at Keitany lynhurtigt lagde sig alene i front og i et hæsblæsende tempo kørte sejren hjem alene. Undervejs nåede hun at tilintetgøre den hidtidige 30 kilometer rekord, og endte med at bryde målstregen i den vanvittigt imponerende tid 2.17.01.

Du kan læse om kvindernes løb her.

Hos mændene havde mange spået om endnu en verdensrekord af storfavoritten Keneisa Bekele, men han måtte se sig slået af den 24-årige kenyaner Daniel Wanjiru. Det var kun 6 sekunder der ved målstregen skilte de to.

Her kan du læse mere om mændenes spændende løb.

260.000 om året med løbeskader

Vi suser videre med resultaterne fra en endnu ikke offentliggjort rapport, som Aarhus Universitet har lavet i samarbejde med Idrættens Analyseinstitut.

Rapporten har undersøgt løbeskader hos danskerne og den kommer desværre frem til det vilde resultat, at 5 procent af alle danskere i 2016 fik en løbeskade. Det svarer til cirka 260.000 mennesker.

Det er jo fuldstændigt “mind blowing”, og kan jo godt sætte nogle tanker igang, om det er acceptabelt eller hvad der ligger til grund for de store tal.

Hvis ikke du allerede har lyttet til Runcast #11 – Du behøver ikke at få løbeskader, skulle du give den en chance. Her giver fysioterapeut Eivind Møller fra Klinik netop sit bud på, hvordan du ved få simple øvelser og tilrettelser af din krops balance undgår de ubehagelige skader.

Du fanger afsnittet her eller på iTunes her.

Det er dr.dk der har opsnuset tal fra den ikke publicerede rapport.

Første kvindelige maratonløber vender tilbage

Interesserer du dig for maratonløbets historie gennem tiderne, er du sikkert bekendt med navnet Kathrine Switzer.

I 1967 stillede hun op i Boston Marathon, selvom det dengang ikke var tilladt for kvinder at deltage. Flere gange blev hun under løbet chikaneret og flere officials prøvede at hive hende ud af løbet, men hun gennemførte.

I år vendte hun tilbage og gennemførte Boston i en alder af 70. Godt gået.

Du kan se en fin video af historien – både dengang og nu – her!

Lotte Friis i løbesko

Til slut vender vi lige et karrierestop, der dog samtidig tyder på et startskud til en ny løber.

I den forløbne uge annoncerede den danske topsvømmer, Lotte Friis, at hun stopper karrieren som elitesvømmer.

Men allerede i februar måned kunne de mest opmærksomme se, at Lotte flashede sit helt nye triudstyr på Facebook. 

Det bliver spændene at se, hvad topsvømmeren kan drive det til i trisporten, og ikke mindst hvilke tider i løbedisciplinen, hun kan opnå.

 

… således runder vi løbeugen af. For nogle venter en weekend med den sidste lange tur inden Copenhagen Maraton, for andre står den på mere tilforladelig træning.

Under alle omstændigheder – go’ løbetur.