2017 – Uge #12

Følg med igen, når Runcast tager dig en tur med rundt i begivenheder og medier – alt sammen med løbehatten på.

Det er igen blevet tid til Ugeposten fra Runcast.

VM i cross i weekenden

Vi starter i Ugandas hovedstad, Kampala, hvor en af atletiksportens allerstørste begivenheder finder sted nu på søndag den 26. marts 2017. Her tænker vi naturligvis på verdensmesterskaberne i crossløb, som er en glimrende forsmag på, hvad der venter Danmark, når vi er vært for selvsamme mesterskab i 2019. Ugeposten har tidligere skrevet om denne begivenhed i nummer 49/2016 her!

Danmark har ikke mindre end 6 løbere til start – 4 mænd og 2 kvinder, så der er al mulig grund til at tænde for dit TV på søndag klokken 14:50 hvor DR3 sender direkte fra mesterskaberne.

De danske deltagere er:

Simone Glad, Sparta
Anna Emilie Møller, Blovsttrød Løverne
Peter Glans, Odense Atletik
Mikkel Dahl-Jessen, AGF
Andreas Lommer, Odense Atletik
Jesper Faurschou, Herning LK

Sådan gør du, hvis du misser din lange weekendtur

Weekenden står for døren, og det samme gør sæsonen for de rigtigt lange løbeture i weekenden som forberedelse til forårets mange maratonløb.

Men hvordan griber du det an, hvis du misser én af disse helt essentielle nøgletræningspas?

Det har det amerikanske website Women’s Running givet et bud på i en artikel, du kan læse her.

Opsummeret har de følgende forslag til at råde bod på den mistede træning; Del turen i to indenfor 12 timer eller skift en hård – men kortere – træningstur midt på ugen ud med den lange tur eller læg nogle ekstra opvarmnings eller afjog kilometer på et af dine planlagte testløb.

Ny podcast episode om løbeskader online

Og så skal du naturligvis slå et smut forbi iTunes eller din yndlings podcast app for at hente den seneste episode af Runcast ned til en lytter.

I denne episode har vi sat medejer af Klinik Eivind Møller i stævne til en snak om løbeskader og ikke mindst, hvordan du ved hjælp af nogle ganske få øvelser kan forebygge de irriterende smerter og småskavanker.

Eivind har en fantastisk tilgang til den måde, vores kroppe håndterer løbeturenens mange slag, og han mener ikke, at det hele behøver at være så kompliceret. Det handler om at få balance og smidighed i kroppen.

Hør meget mere i den lille times podcast på www.runcast.dk eller hent episoden i iTunes her!

Medejer af Klinik Eivind Møller behandler masser af løbere til dagligt – både motionister og den absolutte elite.

Anmeld Runcast

Her til sidst en lille opfordring til at gå ind og anmelde Runcast på iTunes. En anmeldelse hjælper til at få podcasten op på deres lister og dermed bliver endnu flere eksponeret for Runcast. Og selvom hvert afsnit bliver downloadet flere tusind gange, vil flere lyttere motivere endnu mere til at lave bedre episoder om løb for løbere.

Du kan anmelde Runcast via dette link!

Vil du følge Runcast på Facebook har du naturligvis også mulighed for det – og det kan du gøre her!

Indtil næste gang – rigtig god løbetur!